Calcagno, Etna, Sicilien

Vi har længe ønsket at få vine hjem fra Etna-området, der byder på nogle meget interessante rødvine på druerne Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio. Vinområdet og kvaliteten er nærmest eksploderet siden vores besøg for godt 10 år siden. Druerne modnes på de højtliggende markeder på nordsiden af vulkanen Etna i 650m -1000m højde over havet. Den lava holdige jord og det køligere klima skaber perfekte betingelser for disse druesorter – og så er vinstokkene ofte op mod 100 år gamle. Resultatet er elegante, langt levende vine med udpræget mineralitet, fylde og behagelige tanniner. Meget á la en lettere Bourgogne stil/modnet Beaujolais på den gode måde!

Vi har valgt den lille familieproducent Calcagno, der kun producerer 13.000 flasker i udkanten af den lille by Passopisciaro. Her findes også selveste Girolamo Rosso, som er lokaliseret med markeder ved siden af i Feudo di Mezzo og Arcuria. (Girolamo anbefalede os faktisk Calcagno!). Gambero Rosso kalder selv området Etnas Coté d’Or. Calcagno er en af vores mindste vingårde til dato. Selve markederne på godt 3 ha ligger i området mellem Etna naturparken og Alcantara river park på historisk lavaterræn. Gården ejes af de to brødre Franco og Gianni ligesom datteren Giusy hjælper til i det daglige arbejde på familiegården, der startede med at producere vine i eget navn i 2006. Vindyrkningen går dog historisk tilbage til bedsteforældrene. Der er tale om super Etna-vine til prisen fra et område, der international buldrer frem med stadig højere priser til følge. I første omgang tog vi 4 wine hjem fra Calcagno men har udvidet med nogle flere, vine der alle på forskellige vis repræsenterer ”a small piece of Sicily”, som Calcagono skriver.

Calcagno, Arcuria Etna Rosso, DOC

Her er tale om en topvin fra Calcagno. Vinen produceres på druer fra vinmarker (Arcuria Cru) i 650 meters højde på stokke, der er 70-90 år gamle (små knoldede stokke, der ”eksploderer”, når sommeren kommer). Druesammensætning er typisk for Etna-vinene med pt. 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio, der ligger inden for Etna DOC-klassificeringen. Vinen fermenteres på ståltanke og ligger efterfølgende på store fade i 12 md. og til sidst 4 md. på flaske. En elegant vin, der både har fine frugtagtige noter (bl.a. kirsebær og hindbær) og god balance mellem syre og tanniner.

Arcuria passer til mange retter med fjerkræ, rødt kød, sammenkogte retter og oste. Nyd gerne vinen lidt tempereret, og den bør trækkes op i god tid inden servering.

Druer: 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio
Indhold: flaske 0,75 l, Alkohol: 14%
1-2 glas i Gambero Rosso
https://vinicalcagno.it/it/

 

 

 

Calcagno, Romice delle Sciare Etna Rosato, DOC

Med Calcalgno’s elegante rosévin får man en vin med god fylde og lang eftersmag. Lukker man øjnene, kunne man næsten tro, at det er en rødvin man drikker på grund af de lette tanniner og den gode struktur. Vinen har blomsteragtige noter sammen med røde bær og granatæble. Druerne ligger nogle timer sammen med skindet og fermenteres i ståltanke. Vinen færdiggøres ved at ligge mindst 8 md. i ståltanke og på flaske.

Det er en rosé, der kan anvendes bredt til de fleste retter, og som fint kan gå til kødretter for dem, der ikke ønsker at drikke rødvin.

Druer: 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio
Indhold: flaske 0,75 l, Alkohol: 13%
2 glas i Gambero Rosso
https://vinicalcagno.it/it/