7Vini har igen i år været på Vinitaly i Verona. Vinitaly er verdens største vinmesse med 125.000 besøgende fra 145 lande og 4.600 primært italienske vinproducenter, som viser deres vine frem og byder på smagsprøver. Lad det straks være sagt, vi nåede kun at besøge en brøkdel af vinproducenterne de 3 dage, hvor vi besøgte messen. Vores fokus på vinmessen var dels at besøge 7Vini’s nuværende leverandører og dels at smage os frem til mulige nye vine og leverandører.

Vi fik besøgt alle vore nuværende leverandører, som udstillede på messen – og det var de fleste. Vi fik mulighed for at smage og vurdere vine fra den senest frigivne årgang, vi blev opdateret på vingårdens aktiviteter og vi blev opdateret generelt om, hvad det sker i den italienske vinverden. Den gode nyhed her er, at stort set alle de vine, som vi importerer, er på niveau med eller bedre end de eksisterende årgange. Vi har desuden identificeret nogle nye vine fra eksisterende leverandører, som vi overvejer at tage hjem.

Omkring mulige nye producenter havde vi i år fokus på det sydlige Italien – et område, hvor vi helt mangler vine fra. Vi er bl.a. på udkik efter vine fra Etna regionen på Sicilien, vine baseret på druerne Nerello Mascalese, Carriante og Grillo samt vine fra “støvle” regionen (Apulien, Basillicata, Calabrien og Campanien). Besøg hos producenterne fra “støvle” regionen var i forbindelse med planlægning af et kommende besøg i regionen i juni måned. Desuden besøgte vi en messehal, hvor der var fokus på biodynamiske vine, et område som vi kan se der er stigende fokus på også blandt danske forbrugere og som italienske vinproducenter har fået øjnene op for.

Alt i alt et rigtigt godt besøg, som igen har overbevist os om, at vi arbejder sammen med gode og kvalitetsbevidste vinproducenter, men også at der er mange andre gode og spændende vine derude, som kan være interessante at tilbyde gennem 7Vini.

Steen & Kjeld