Efter 2 års aflysninger p.g.a. Corona blev Vinitaly igen afholdt i år lige før påske i Verona, Italien. Vinmessen er en af verdens største og fokuserer på italiensk vin, selvom der også er en mindre sektion med udenlandske vine, som man kan besøge. Vi, som er Steen og Kjeld i denne omgang, koncentrerede os dog om de italienske vine.

På messen i år var der totalt 4.500 vinproducenter, som udstillede deres vine og bød på smagsprøver. Man fortalte os, at der var fuld gang i besøgende fra andre europæiske lande, men at antallet af besøgende fra andre kontinenter fortsat halter efter p.g.a. Corona. Vi har på 2½ dage smagt på 150 og 200 forskellige vine – hårdt arbejde!

Vi brugte en del af tiden på at besøge vores eksisterende leverandører og smage på deres seneste årgange. Den gode nyhed her er, at stort set alle vine levede op til den kvalitet, som vi allerede kender, men også at nogle vine faktisk leverede bedre – så glæd jer til det. En anden væsentlig del af besøget var at hilse på potentielt nye vingårde, både nogle som vi allerede kender fra tidligere besøg og helt nye vingårde, som vi har hørt eller læst om og finder interessante. I den sidste kategori havde vi bl.a. fokus på vine fra det lille område Lugana tæt på Verona og lige syd for Gardasøen. Området var sidste år det relativt hurtigst voksende vinområde i Italien og byder primært på tørre hvidvine med et frisk præg – I kommer nok til at se nogle vine fra det område i vort sortiment på et tidspunkt.

Vi deltog ligeledes i den årligt Gambero Rosso 3 glas smagning, hvor flere hundrede vine var linet op, alle med den højeste klassificering i ”den italienske vinbibel”. Så her kan man tale om ”cremen af cremen” af italiensk vin.